Social pejling og forældre dialogmøde på 6. årgang
Vi har kørt Social Pejling i Hillerød Kommune siden 2010, og det er den lokale skoles SSP-koordinator der står for forløbet. Projektet er en videreudvikling af ”Ringstedforsøget”, som udover arbejdet med sociale overdrivelser og flertalsmisforståelser har til formål at understøtte elevernes trivsel og udvikling samt øge klassernes sociale kapital.
Din lokale SSP-koordinator på skolen har et særligt kendskab til metoden, og er trænet i at bruge den.
Hvordan foregår Social Pejling?
3-4 uger før selve klasseforløbet bliver eleverne sat til at udfylde et spørgeskema. Desuden skal eleverne få 9 klasserne på skolen til at svare på et spørgsmål om rygning.
Spørgeskemaet tager afsæt i den enkelte elevs forestilling om unges rygevaner. Besvarelserne, som bliver omdannet til procent diagrammer indgår som naturligt indhold i klasseforløbet.
Social pejling kan også handle andre former for risikoadfærd som mobning, minoriteter, boligområder, uddannelse eller butikstyveri.
Klasseforløb
Med udgangspunkt i resultatet af elevernes egen besvarelse af spørgeskemaet, gennemføres et ca. fire-timers klasseforløb, hvor eleverne bl.a. arbejder med forholdet mellem forestillinger og faktiske forhold.
Forløbet foregår i grupper, og munder ud i udarbejdelse af en såkaldt klassekontrakt, hvor der bl.a. fokuseres på at undgå sociale overdrivelser og flertalsmisforståelser.
Forløbet styres af 1-2 SSP-koordinatorer og har klasselæreren som medvirkende, så klassen kan genbesøge og arbejde videre med forløbets resultater når det er relevant.
Forældremøde
Indenfor ca. en uge efter klasseforløbet holdes et forældremøde for at give forældrene indblik i metoden social pejling samt begreberne sociale overdrivelser og flertalsmisforståelser. Derved bliver der mulighed for efterfølgende at tale med egne børn om forløbet, hvilket har vist sig at forstærke den positive forebyggende virkning af social pejling.